en bisættelse

Jeg vidste slet ikke, at man kan google sig frem til dødsannoncer.

Hun døde juleaften. Jeg ved ikke, hvor gammel hun blev, men jeg ved, at hun blev for gammel. Jeg lærte hende at kende, fordi hun var mit arbejde. Jeg sagde farvel til hende, fordi hun var blevet mere end det.

Næstsidste gang jeg så hende, lå hun i sengen. Det var koldt udenfor. Hun kunne ikke snakke, der var intet liv i hende. Jeg havde jakke på, da jeg stod ved siden af hendes seng. Det var koldt udenfor. Hun kunne ikke snakke, men med en aldrig svigtende omsorg tog hun den ene hånd op i mit jakkeærme, og jeg kiggede på hende ung og uforstående. Efter en kraftanstrengelse af det nærmest episke fik hun hevet ærmet på min langærmede t-shirt ned, så den dækkede det bare stykke håndled, min jakke efterlod. For at jeg ikke skulle fryse. Det var koldt udenfor. Det er det stadig. Koldt.

Jeg brugte alle mine pauser på at besøge hende. Vi drak sodavand, hun fortalte om dengang i USA, jeg om Anders og alt det, der skete. Jeg inkluderede hende, og jeg kunne mærke, at det var der ingen af de andre, der gjorde. Når jeg fortalte hende om min forelskelse, blev hun forelsket. Når jeg fortalte om min beruselse, blev hun beruset.

Hun var blevet syg og træt, da jeg fortalte, at jeg endelig var blevet kærester med ham. Hun begyndte at græde, og det var både, fordi hun var glad, men jeg tror egentlig mere, hun var bange. Min ungdommelige, naive lykke mindede hende om, at hun var gammel. Træt. Gammel.

Jeg tog til begravelsen, selvom jeg ikke var pårørende. Hendes datter blev oprigtigt glad for at se mig. Hjemmehjælperen blandt familien. Jeg var den eneste. Jeg brød nok også reglerne ved at være der. Det vil jeg skide på.

Jeg sad på min helt egen bænk, min egen række.

Der skal intet til at få mig til at græde. Jeg var så nervøs for, at jeg skulle sidde og overgå de andres tårer. Jeg kendte hende kun et halvt år. Hvordan kunne jeg være bekendt at græde mere end de mennesker, hun havde kendt hele deres liv? Født? Opfostret?

Under hele bisættelsen kunne jeg mærke den bølge af gråd, der boblede op fra det inderste af mig. Som en svulst, der voksede sig større og større i et forsøg på at kvæle mig. Jeg havde våde øjne under hele prædikenen. Det hedder det vel egentlig ikke, når det er en bisættelse. Dødsprædikenen. Døden.

Da kisten blev båret ud, kunne jeg ikke holde det tilbage. Det var ikke flæberi. Det var helt stille, og det eneste, jeg kunne gøre, var at holde det ene papirlommetørklæde, jeg havde i min lomme, op under mine øjne. Det blev bare ved. Til sidst var papiret fuldstændig gennemblødt, så det var, som at tørre et bord af med en fuldstændig gennemvædet karklud. Formålsløst. Symbolsk.

Men symbolikken var stærk, og jeg fik sagt farvel. Den sværeste googlesøgning nogensinde endte i en kirke i Paarup en iskold torsdag. Der var mange ting, der endte den dag, det sted.

Det var koldt udenfor.

Jeg vidste slet ikke, at man kan google sig frem til dødsannoncer.

Det kan man.