blot et late night minde

Det skal ikke være en hemmelighed - og har i virkeligheden måske aldrig været det -, at jeg godt kan have det lidt svært med moderne kunst, selviscenesættelse, designertøj og ting i den dur. Jeg går til kunstmakronerne fra en nærmest rindalistisk skepsis-position. Det irriterer mig, at ting ikke giver mening og at man putter mening og værdi i ting, jeg ikke kan se meningen og værdien ved. Jo flere minutter, jeg befinder mig i provinsen, des mere føler jeg mig som drengen, der råbte, at kejseren ikke havde noget tøj på.

Af den grund er der mange hændelser, jeg kan have problemer med at blive bongkammerater med. Seneste eksempel er det ret aparte show Claus Beck-Nielsen, som åbenbart er noget helt vildt fedt. Det siger folk, der ved ting, mens jeg i min provinsielle scooteruvidenhed står med fødderne solidt plantet i galning-mulden. Jeg forstår det simpelthen ikke, og ligesom med religion, sushi og Blake Lively er jeg ikke interesseret i at beskæftige mig med ting, jeg ikke forstår eller ikke bør findes.

Derfor er det også svært med digte, ikk'? For der er mange digte, jeg slet ikke forstår. Og ikke nok med, at jeg ikke forstår dem, så giver denne uforståelighed mig også mulighed for slet ikke at føle dem. Når jeg ikke føler ting, findes de ikke i min verden.

Men tøv en kende - dette blogindlæg er i virkeligheden en hyldest til kunst. Til digtet. Til et digt, jeg forstår, og som jeg gentagne gange vender tilbage til for at mærke lige netop den følelse, dette digt kan give mig. Dette digt vil jeg dele med jer i al dets enkelthed, naivitet og skarphed. Nyd det. Det er noget af det fineste.

BILLIE'S BLUES

Billie's stemme

var så fuld af sår

så altid nye

som altid fra i går

som kunne de synges

først nu i dag

mens smerter imens

sprang op lag for lag -

Billie's sang

i natklubbens sal

var afstanden mellem hende

og det mentale hospital

Billie sang om kærlighed

der ikke kunne nås

Billie sang med ærlighed

der ikke overgås

Lester spilled sin tenor

hende mand og far og bror

Billie stod og sang og sang

fik alle til at græde

vejen tilbage var ikke lang

et trediver-lommetørklæde

til at tørre øjnene i

nu er det for længst forbi -

Nu er Billie kold og stiv

i vinyl kun evigt liv

både nær og så langt væk -

Her er sten i billigt blæk

Blot et late night minde

om en fantastisk kvinde

- Turéll, fra Jazz-digte, 1986.